Kaptajnen - lederen der trådte i karakter

Der findes nogle morgener, som allerede føles særlige, længe før der er sket noget. Denne morgen i Fåborg var en af dem.

Havnen summede af liv. Rundt om lå nogle af Danmarks smukkeste bevaringsværdige træskibe side om side, master der ragede op mod en blå sommerhimmel, flag der blafrede dovent i vinden. Overalt lød lyden af reb, der slog mod master, af mennesker der gjorde klar, og af en forventning, man næsten kunne mærke i luften. Jeg skulle sejle den sidste etape af Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe – ombord på Lilla Dan, en flot tomastet topsejlsskonnert.

Allerede dér lagde jeg mærke til noget ved Jesper. Han gik i den samme poloshirt, han altid har på ombord – pæn, velholdt, næsten som en uniform. Men bukserne var noget helt for sig selv. Slidte. Falmede af sol og saltvand. Poloen viste mennesket. Bukserne viste erfaringen, og var blevet Jespers varemærke når der var kapsejlads ... klar til kamp.

Inden vi overhovedet stævnede ud, holdt vi taktikmøde – på dækket, ikke nede i kahytten, med omkring 50 andre konkurrerende skibe omkring os i havnebassinet. Jesper gennemgik roligt, hvad der skulle ske, hvis vinden holdt, og hvad der skulle ske, hvis den ikke gjorde. Det var her, jeg første gang forstod, at hans ro ikke bare var temperament. Den var forberedelse.

Da vi lagde fra kaj, var Jesper på en eller anden måde en anden mand, end den private Jesper som jeg normalt kendte. Roen var der stadig. Men noget andet var kommet til – en skarphed, et fokus. Han læste vinden, som andre læser en avis.

Vinden tager til

Kapsejladsen tog fart. Vinden var ustabil den dag, og besætningen skulle hele tiden justere sejl og kurs. Midt i alt det travle arbejde skete det, der stadig får mig til at smile: jeg fumlede med et reb og kunne simpelthen ikke få det til at gøre, som jeg ville. Midt i det hørte jeg Jespers stemme, rolig og bestemt:

"Gå over og hjælp Ronnye."

Ikke fordi han gjorde mig til grin. Han havde bare allerede set problemet, længe før jeg selv havde erkendt det. Han ledte. Han uddelegerede. Han hjalp mig – uden på noget tidspunkt at udstille mig foran de andre.

Stilhed, så kastevind

Vinden døde helt ud. Sejlene hang næsten livløse, og der blev stille om bord. Så kom der en lille vindstribe hen over vandet. Jesper så den, før nogen af os andre gjorde. En kort kommando, og besætningen reagerede med det samme. Lilla Dan begyndte langsomt at bevæge sig igen.

Tættest på mål gjorde han noget, jeg dengang undrede mig over: han styrede bevidst væk fra den lige linje mod mållinjen. Det virkede som spildtid – vi burde stå direkte mod mål, ikke væk fra det. Men han havde set noget, jeg ikke havde: en vindkorridor lidt til siden. Manøvren betød, at vi hentede vind nok til at overhale to skibe i de sidste hundrede meter.

Dagens etape endte med en flot andenplads. Da hele kapsejladsen var gjort op, blev Lilla Dan samlet nummer tre.

Det er ikke kun en personlig oplevelse. Situationsbestemt ledelsesteori – oprindeligt formuleret af Hersey og Blanchard i 1969 og stadig et af de mest anvendte ledelsesbegreber i dag – bygger på præcis samme pointe: der findes ikke én rigtig lederstil. De mest effektive ledere er dem, der kan tilpasse deres stil til opgaven og til de mennesker, de leder i øjeblikket (Hersey & Blanchard, 1969).

Til dig, der selv skal lede, når vinden skifter

• Kræver situationen lige nu, at du tager over – eller at du giver plads?
• Har du forberedt dig nok til at kunne være rolig, når det for alvor gælder?
• Kan du hjælpe én, der er ved at fejle, uden at udstille dem foran de andre?

Når jeg tænker tilbage…

Jeg har ofte tænkt på Jesper siden den dag. Ikke fordi han vandt en kapsejlads. Men fordi han lærte mig, at den samme leder kan være rolig, lyttende og omsorgsfuld den ene time – og tydelig, hurtig og kompromisløs den næste. Det var ikke Jesper, der ændrede sig. Det var situationen, der kaldte på noget andet i ham.

Hvornår kalder livet egentlig på, at du tager styringen – også selv om du helst ville lade være?

Referencer

Hersey, P., & Blanchard, K. H. (1969). Life cycle theory of leadership. Training and Development Journal, 23(5), 26–34